Min verden

Var i byen i går. Møder fyr fra min gamle klasse. Ikke min type. Alt for selvfed. Men fin nok som gå-i-byen-ven.

“Alle piger fra vores klasse har været forelsket i mig”
“Arh, det tror jeg nu ikke”
“Jo jo, for jeg var den lækreste af fyrene”
“Det synes jeg nu ikke”
“Nå, men det var jeg altså. Alle pigerne ville have mig”
“Ja ja.. Det siger vi så..”

Nå, men vi svinger som altid godt sammen, og da mine veninder efterhånden tager hjem, så fortsætter jeg videre med ham og nogle af vores fælles venner. Stedet lukker, ikke flere steder har åbent. Der bliver snakket morgenfest. Pludselig er der omklamrende hænder og lumre kommentarer. “Du kan jo bare droppe morgenfesten og tage med mig hjem og sove..” Og jo, han er lækker, og han ved det. Udseendemæssigt lige min type. Men nej. Man lærer af sine fejl, og jeg kan mærke, at jeg har lært at stå fast nu. At modstå fristelsen og tænke fornuftigt. Det, jeg har med C, er ikke værd at smide væk for en enkelt nat med en fyr, som oven i købet er en nar, og som flytter til København i weekenden anyways.

Pænt nej tak. Godnat og sov godt.

Morgenfest - Foruden mig er det to piger og to fyre i én af fyrenes lejlighed. Fyrene mødte veninderne og jeg først i går. Aner ikke hvem de er, eller hvad de kunne finde på. Pyt. Fuld og glad - let at lokke. Og der er jo 2-3 timer til mit tog går. Kold bænk på stationen kontra rar sofa, øl og musik. Ikke et svært valg. Søde og rare mennesker. Pigerne smutter efter måske en time. Mig alene med de to fyre. Føler mig ikke utryg ved dem på nogen måde. God musik. Den ene fyr falder i søvn på sofaen og jeg snakker løst og fast med den anden. Hyggeligt nok.

Efterhånden tid til at komme nedad mod toget. Da jeg kommer ned på stationen opdager jeg en besked. Fyren, jeg lige har sagt farvel til, vil lige sige tak for en hyggelig morgen. For jeg var da sød og han håbede vi kunne ses igen snart. Øhm.. Tak.. Men jeg har altså en kæreste, og jeg har ikke lagt op til noget. Hvorfor sker den slags, når man slet ikke har arbejdet for det? Mystisk.. Har ikke hørt fra ham i dag. Nok meget godt.

Bytur igen i aften. Uden risiko for at løbe ind i hverken fyren fra klassen eller fyren fra morgenfesten. Dejligt..

“Du er den første kæreste, jeg har haft, som jeg rent faktisk holder af”

Sådan lød det ordret fra C for et par aftener siden. Det gjorde mig så glad. Han har rigtig meget i bagagen - mere end jeg kan holde til at høre om på én gang. En storebror, der fik ham rodet ud i dårligt selskab, hans forældres bitre skilsmisse for mange år siden - de kan stadig ikke være i samme lokale, hans forældres nye kærester, som ikke har behandlet deres nye familier godt. Og det er bare en lille del af det, siger han.

Og nu - han siger jeg gør det lettere at komme igennem. At jeg gør ham til et bedre menneske. At han aldrig vil falde ind i nogen af de forfærdelige handlingsmønstre, som han selv har været offer for.

Jeg vil så gerne redde hele verden. Og det gør ondt indeni, når jeg ikke kan det. Allerhelst vil jeg redde ham. Jeg kan ikke lide, at han har ondt. At han ikke har det godt. Min skat.

Nogle vil måske mene, at han er noget af en satsning. At han på en eller anden måde er mærket af de ting, han har oplevet, og at det pludselig vil gå ud over mig eller en anden. Men jeg ved, at han ikke er sådan. Han er det rareste, venligste og mest stille og rolige menneske jeg kender. Han har et smukt sind, og hans øjne fortæller mig, at han kun vil mig det godt. Ingen kan overbevise mig om andet.

Og hvis jeg på nogen måde kan hjælpe ham - ved at lytte, ved at tale, ved at trøste - så gør jeg det.

Hvornår er det tid? Hvornår er “Jeg elsker dig” på sin plads? Hvordan ved man overhovedet at man elsker en anden?

Og kan pigen sige det først?

Jeg er nok ret gammeldags liiiige på dét punkt - vil gerne at fyren siger det først. Men hvad nu hvis han ikke gør? Hvis der går så lang tid, at det begynder at blive mærkeligt og pinligt? Og han slet ikke synes, at det er sådan?

Jeg hader den her situation.. Men hvor er jeg dog glad for ham!

Jeg kan ikke længere fremkalde hans ansigt for mit indre blik
Hans grin og hans stemme lyder ikke længere for mit indre øre
Smagen af hans dybe kys er forsvundet fra min tunge
Jeg dufter ham ikke i mit sengetøj eller på mit badeværelse mere
Og hans ømme berøringer og kærtegn er langt fra min hud

Men det er stadig ham jeg tænker på, når jeg hører en kærlighedssang
Stadig hans navn, der naturligt følger efter “Jeg elsker dig”
Hans navn jeg har lyst til at kalde, når jeg er bange
Der var én eneste ene
Én chance

Ude af mit liv
Men inde i mine tanker

For evigt

Ja, så kort tid er der til, at jeg starter en ny del af mit liv og afslutter en anden. En måned senere skal jeg starte på universitetet, og så går det for alvor løs.

Men tænk lige over det; 3 uger. Det er jo ingen tid. Jeg er ved at panikke! Jeg glæder mig som en sindssyg, men jeg er også bange. Det er sikkert meget normalt - men det bliver det ikke bedre af. Bange for hvad fremtiden bringer. Forvirret over om jeg gør det rigtige. Men det kan man vel egentlig aldrig være sikker på før man står midt i det? Eller måske først bagefter? Aner det ikke.

Men fremtid; jeg er klar til dig, lige meget hvad du bringer..

Indrømmet, min søde tand har ofte fået skyld for at være større end gennemsnittet. Kombineret med dovenskab er det ikke specielt smart, men så længe jeg kan klemme mig ned i den sædvanlige størrelse tøj, så tager jeg det ikke så tungt.

Favoritslikket har i mange år været vingummi. Ikke engelsk vingummi - ad - nej, det skal være fra haribo. Helst vingummibamser. De var favorit i rigtig, rigtig lang tid, og det var nok nærmest det eneste slik jeg spiste. Min kæreste er vild med flagermus (vi snakker selvfølgelig stadig haribos vingummi-udgaver..), og jeg må indrømme, at dem er jeg også faldet for nu. Jeg eeeelsker dem.

MEN! - jep, der er altid et “men” - jeg er nu gået totalt i den anden grøft. Jeg sidder og har lyst til flødeboller. Mmmm, det er da noget af det bedste! Bunden skal spises først, derefter fiskes så meget som muligt af det hvide skum op med tungen, hvorefter resten af skummet spises sammen med chokoladen..

Hvis I senere i dag ser en ung kvinde komme kørende med en indkøbsvogn fyldt til randen med flødebolleæsker - så er det bare mig der har været ude og handle ind!

Det er nu engang fantastisk så afhængig, man kan blive af et andet menneske i løbet af meget kort tid.

Duften, huden, følelsen af nærhed og kærlighed, læberne, kyssene. Dét, at han er det sidste man ser om aftenen, og det første man ser, når man vågner næste morgen. Jeg er afhængig af det hele. Afhængig af ham..

.. at skrive debatindlæg når det ikke er muligt for andre at kommentere. URBAN, vil I ikke nok gøre noget?

Nu skriver jeg jo normalvis ikke debatindlæg, men jeg kan simpelthen ikke nære mig efter at have læst denne artikel!

Jeg er selv student fra HHX. Jeg er stolt over min blå hue, og jeg synes, jeg har fortjent den og kæmpet for den. Og det samme har mine klassekammerater. For mig symboliserer min hue, at jeg har afsluttet min ungdomsuddannelse og nu har adgang til universitetet. Og netop universitetet er nøgleordet i denne sammenhæng.

I artiklen berettes om en undersøgelse, der viser, at 48% af danskerne mener, at en studenterhue kun bør bæres af studenter fra STX eller HF. Hvad er nu dét for noget?! Jeg synes tendensen til at glemme HTX og HHX er ved at tage overhånd her! De elever, der gennemfører én af de fire uddannelser, har på lige fod ret til en hue, for alle har slidt og slæbt i tre år (eller to for HF) og har nu fået lov til at søge ind på universitetet. Hvad er der så for noget med, at HTX’ere og HHX’ere ikke må få huen på hovedet? Hvad er det, folk har imod eller ikke forstår ved dem? For jeg kan virkelig ikke følge det..

Der imod vil jeg erklære mig enig med den del af artiklen, der siger, at andre uddannede, som fx HG’ere, frisører og 10. klasser (ja, de huer findes faktisk), ikke har ret til huen. Vel skal de da ej have en hue. For hvad er det nu de ikke har opnået adgang til? Nåh ja, det er da vist universitetet. HG er en af de letteste uddannelser i verden at komme igennem (no offense til eventuelle HG’ere herinde, men i forhold til HHX er HG det rene vand..), og man kan ikke bruge den til ret meget, og da slet ikke til universitetet. Så huen - nej, den skal de ikke have. For min skyld måtte de gerne vise på alle mulige andre måder, at de er færdige med deres uddannelser. Alle måder undtagen en studenterhue!

Nu vil jeg så gerne høre jeres mening. Og jeg er specielt interesseret i argumenter for, hvorfor STX og HF skulle være bedre end HHX og HTX..

Åh, jeg ved ikke hvad der sker med mig. Jeg er inde i en dårlig periode lige for tiden. Kæresten og jeg har noget af et langdistanceforhold lige nu, og det er hårdt.. Jeg savner ham så vanvittigt meget! Så det er et kæmpe lyspunkt når vi hver aften har tid til lige at snakke et par timer på Skype.

Men i aften skulle han op til en ven og jeg snakker ik med ham før engang i morgen aften. Øv. Jeg er typen der planlægger lang, lang tid i forvejen og informerer alle omkring mig, som det kunne tænkes at vedrøre. Han er præcis det modsatte og fortalte mig 5 minutter før han smuttede, at det var planen. Nå men okay. Jeg forbød heldigvis mig selv at blive sur eller virke ked af det, for han skal jo ikke have det dårligt med at være sammen med sine venner. Og jeg ved jo, at når vi ses igen om et par uger, så helliger han mig al sin tid i den periode. Og nej, det har jeg ikke bedt ham om..!

Så nu sidder jeg og ved ikke helt hvad jeg skal foretage mig. Og ikke nok med det, så tordner der, og det er jeg vildt utryg ved. Så jeg kunne jeg godt lige bruge ham. Allerhelst under min dyne mens han holder om mig og fortæller mig at han holder af mig. Men ellers bare hans stemme over Skype. Nu skal aftenen gå i selskab med mig selv og min rastløse surfen på nettet eller zappen på tv’et.

Og så har jeg ikke engang slik og cola. Livet er bare ikke rimeligt nogle gange!